Den forkerte bakke at dø på

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

DBUs bestyrelses årelange bestræbelse på at lukke transkønnede ind i fodboldsporten led skibbrud sidste lørdag. Boldunionens jyske afdeling stemte nej til et forslag om at lade transpersoner i amatørernes rækker vælge selv, om de vil spille på det hold, der passer til kønsidentiteten eller til den biologi, de blev født med.

I praksis handlede forslaget om transkvinder: Ville det være fair over for biologiske kvinder at lade transkvinder være med i det, der med et lidt gumpetungt ord kaldes »breddeidrætten«?

Man kan fejre det jyske nej til minoriteterne, eller man kan begræde det. Men overraskende var det ikke.

Transkvinder i sport har længe været et flammende emne. Det blev senest demonstreret forud for sidste års præsidentvalg i USA, da Trumps støtter i vished om dets stemmeflyttende kraft gjorde kampen mod »transideologi« til et af deres store kampagnetemaer.

Som den demokratiske debattør og techudvikler Brianna Wu konstaterede på X umiddelbart efter valget i november: »Republikanerne brugte ikke en kvart milliard dollar på at angribe os uden grund.«

Wu er transkvinde og politisk engageret i kampen for borgerrettigheder, men hun er ingen tilhænger af transkvinder i sport.

I sporten tørner to sæt rettigheder sammen: Retten til at leve og være anerkendt som et frit menneske med den kønsidentitet, man har, står over for retten til fairplay.

De fleste transkønnede ville uden tvivl foretrække at leve i fred og ro og ikke tiltrække sig negativ opmærksomhed, og ingen ved vel, hvor mange – eller få – transkvinder der i al fredsommelighed og efter aftale med deres omgivelser medvirker i kvindesport i deres fritid. Men at der er få transpersoner generelt, og få reelle problemer i sporten, ændrer ikke på sagens principielle karakter. Det er jo de problematiske tilfælde, som verden interesserer sig for.

Da MMA-kæmper Fallon Fox i 2013 sprang ud som transkvinde, vakte det ramaskrig, og det blev en direkte anledning til en årelang forbitrelse hos den indflydelsesrige podcaster og kampsportsentusiast Joe Rogan. Fox’ kønsidentitet blev først kendt, efter at hun havde vundet et par kampe. Skulle transkvinder som Fox, der har gennemgået en mandlig pubertet og dermed opnået en styrkefordel, virkelig have adgang til en sport, hvor kvinder tæsker løs på hinanden? Nej, vel? Rogans kulturelle indflydelse er enorm, og hans modvilje mod transkvinder i kampsport har medvirket til at stemme millioner imod transkvinder generelt. Men fortalere for transpersoners rettigheder burde selv have protesteret over Fox.

Et andet eksempel på en transkvinde, der har deltaget i sport på eliteplan, er Laurel Hubbard, en newzealandsk vægtløfter, som efter sin transition vandt flere guldmedaljer i kvindernes rækker, og som endda deltog i OL i 2020 som 43-årig, dog uden den store succes. Rimeligheden af at lade en person, der har gennemgået den mandlige pubertet, stille op i en styrkesport var også i dette tilfælde stærkt omdiskuteret, med rette.

Lia Thomas, den amerikanske svømmer, var mere end almindeligt god, da hun svømmede i mændenes rækker, men som kvinde har hun opnået endnu større sejre, og dette vækker fortsat vrede hos mange – selvom hun i sommer blev udelukket fra at deltage i svømmestævner på højeste niveau som eksempelvis ved De Olympiske Lege.

At der er mindre sportsligt på spil i amatørsporten end hos eliten, er indlysende, men den ildhu, som griber amatørspilleren er næppe meget mindre voldsom end den professionelle. Kappestrid i sport er en kilde til menneskelig lykke, og derfor skal retten til fairplay i sport veje tungt. Måske næsten lige så tungt som retten til menneskelig anerkendelse for en transperson.

Som lektor i idræt ved Aarhus Universitet Ask Vest Christiansen siger i Weekendavisen denne uge: »I sport er det kroppe, ikke identiteter, der konkurrerer.« Havde sporten ikke kategorier som køn, vægt og alder, siger han videre, ville mange mennesker slet ikke have mulighed for at deltage i sport, og kvindesport ville ikke eksistere som kategori – i hvert fald ikke på eliteniveau.

Vægtløfteren Hubbard og svømmeren Thomas har ikke bedraget nogen. De har dyrket deres sport i overensstemmelse med reglerne, da de stillede op, og det er naturligt, at man med en kvindelig kønsidentitet vil deltage i sport som kvinde. Men deres deltagelse som kvinder harmonerer ikke med principperne for sportslig fairness. Jeg mener, at de selv burde have trukket sig.

Ud fra en pragmatisk betragtning har de to atleter – og Fallon Fox – skadet de transkønnede; de har blandet en uretfærdighed ind i en retfærdig sag.

Og for toppen af DBU har det velmente forsøg på at rumme de transkønnede – for de er vitterlig en forfulgt minoritet – vist sig ikke at gavne dem.

Der findes heldigvis bedre kampe.