Levned. Birgitte Possing svarede artigt, da hendes farmor spurgte hende som seksårig, hvad hun ville være, når hun blev stor: mand. Hun kunne godt se, hvem der havde det sjovest.

Den første kvindelige mand

Det forekommer passende for en kvinde som professor Possing at bo i en kaserne. Det tænker jeg på vej mod den gule længe på Jægersborg Allé, »den med tårnuret«, som hun skriver i vores sms-udveksling. Birgitte Possing er aldrig gået af vejen for et raskt intellektuelt eller akademisk slagsmål, og hun har i sit professionelle virke kæmpet i skrift og tale for kvinders ret til at eksistere på lige fod med mænd. Hendes bog Argumenter imod kvinder fra demokratiets barndom til i dag (2018) er en sørgmunter oversigt over de forhindringer, der til alle tider – også vores egen – er lagt ud på livets landevej for at holde kvinderne væk fra magten og æren. Både af mænd og kvinder. Krydret med citater som for eksempel, i bopælens anledning, dette fra den berømte skuespiller Johanne Louise Heiberg, der var imod Natalie Zahles populære pigeskoler: »Ved at opdrages i disse kvindekaserner bliver de ganske rigtigt små soldater i det kvindelige emancipationsregimente.« (1859).

Natalie Zahle er en af de kvinder, Birgitte Possing har skrevet biografi om, Bodil Koch er en anden. I januar i år udkom bogen Vilje, viden og værdier om brygger Jacobsens fine bolig i Valby, hvor hun har forfattet hovedkapitlet om J.C. og Laura Jacobsen. For Carlsberg blev nemlig ikke bygget af én mand, men af ægteparret Jacobsen, der arbejdede tæt sammen. Laura Jacobsen, endnu en kvinde, genrejst.

synn
(f. 1958) har arbejdet som journalist på Weekendavisen siden 1995 med interview og reportage i alle sektioner og genrer, men med vægten på kultur og samfund. Før det var hun en årrække tilknyttet Danmarks Radios P1 som medarbejder på bl.a. Ugerevyen, Orientering og Det Nye Europa. Mellem 2008-2015 var Synne vært på Interviewserien Louisiana live på Louisiana og hun har skrevet Sol og skygge – Tretten kapitler om Spanien (Gyldendal) og senest Hvad tænker arkitekten på? (Arkitektens Forlag 2015).

Andre læser også