Uforglemmelig. Den første Roskilde Festival har haft karakter af indvielsesritual for generation efter generation. Klaus Lynggaard ser tilbage på sin ilddåb i det Herrens år 1973, hvor festivalen blot var tre år gammel og endnu ikke indhegnet.
Den dionysiske dåb
Juni 1973 og færdige med realen, som det hed dengang. Det vil sige, vi havde gået ti år i skole og været enten for dumme, for skæve eller for dovne – givetvis en blanding – til at tage springet fra niende klasse (teknisk set anden real) til gymnasiet. Blandt de fem-seks fyre, der havde hængt ud sammen, siden vi var begyndt på en funklende nybygget kommuneskole tre år forinden, var der delte meninger om det formålstjenlige i overhovedet at gå på gymnasiet endsige få sig en uddannelse. Greb det ikke lige lovlig voldsomt ind i ens fritidsfornøjelser?
En af dem og et fast ritual i forstaden var lørdagens midnatsforestilling i den lokale bif, hvor ligesindede mødtes og så eller genså identitetsskabende klassikere som Easy Rider, Fagre voksne verden, The Good, the Bad & the Ugly, Midnight Cowboy og ikke mindst Woodstock, som vi elskede ubetinget. Den omhandlede en musikfestival, afholdt i delstaten New York over tre augustdage i 1969 under mottoet »An Aquarian Exposition: 3 Days of Peace & Music«. I filmen medvirkede en række af tidens største musiknavne – Crosby, Stills, Nash & Young, Jimi Hendrix, Joan Baez, Santana, The Who, Sly & the Family Stone og mange flere – og den ene musikalske pragtpræstation fulgte den anden.
Del:
