Juni 1973 og færdige med realen, som det hed dengang. Det vil sige, vi havde gået ti år i skole og været enten for dumme, for skæve eller for dovne – givetvis en blanding – til at tage springet fra niende klasse (teknisk set anden real) til gymnasiet. Blandt de fem-seks fyre, der havde hængt ud sammen, siden vi var begyndt på en funklende nybygget kommuneskole tre år forinden, var der delte meninger om det formålstjenlige i overhovedet at gå på gymnasiet endsige få sig en uddannelse. Greb det ikke lige lovlig voldsomt ind i ens fritidsfornøjelser?

En af dem og et fast ritual i forstaden var lørdagens midnatsforestilling i den lokale bif, hvor ligesindede mødtes og så eller genså identitetsskabende klassikere som Easy Rider, Fagre voksne verden, The Good, the Bad & the Ugly, Midnight Cowboy og ikke mindst Woodstock, som vi elskede ubetinget. Den omhandlede en musikfestival, afholdt i delstaten New York over tre augustdage i 1969 under mottoet »An Aquarian Exposition: 3 Days of Peace & Music«. I filmen medvirkede en række af tidens største musiknavne – Crosby, Stills, Nash & Young, Jimi Hendrix, Joan Baez, Santana, The Who, Sly & the Family Stone og mange flere – og den ene musikalske pragtpræstation fulgte den anden.