Weekendavisen rapporterer fra begivenhederne, De ikke vidste, De gik glip af. Vi kalder det Pssst.

Hvem gider se en rigtig dårlig film? Mange, er svaret. Det er i hvert fald erfaringen i den hovedsageligt frivilligt drevne Husets Biograf i Magstræde. Her er man snart oppe på at have lagt hus til 150 show-visninger af filmhistoriens velsagtens ringeste drama The Room fra 2003. Og her finder man også den såkaldte Bad Movie Club, der på månedsbasis fylder salen til randen – senest blandt andet med en visning af Stallone-filmen Over the Top med efterfølgende armlægningskonkurrence og af det ufrivilligt morsomme erotiske drama Showgirls med efterfølgende livestrip.