Dem, vi tror, vi er

Tre gange om ugen cyklede jeg fra Odinsgade på Nørrebro til Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte. Jeg var 23 år gammel, og jeg led, lød det, af anoreksi. Eller, som der står i min journal, af »atypisk nervøs spisevægring«. Jeg vejede 47 kilo, jeg kunne ikke tænke, spise, sove. Vi, der havde vores daglige eller ugentlige gang på Stolpegård, var vidt forskellige, men fælles om fornemmelsen af at være faldet ud af vores liv, af vores ungdom. For os stod tiden stille. Vores jævnaldrende forelskede sig, rejste ud i verden, drak hvidvin fra flasken på Balders Plads, mens vi forsøgte at spise. Hvorfor var vi havnet her? Hvorfor var vi ikke i stand til at opføre os nogenlunde normalt?

Det er ikke meget, jeg husker fra min tid på Stolpegård, men lyset glemmer jeg aldrig. Gangene var lange og mørke, imellem dem havde man anlagt små haver, små patios, med springvand, åkander og armløse statuer. Som en slags fatamorgana fra Sydeuropa, som en slags påmindelse om de pragtfulde, solbeskinnede steder, vi kunne få lov at opleve, hvis vi bare åbnede døren og tog tre-fire skridt ud af de mørke gange, vi med vores afvigende adfærd havde anbragt os selv i. Der sad aldrig nogen på bænkene i haverne.