Levned & Meninger. At få børn har ikke gjort mig til et andet menneske, men snarere forvandlet mig til en ny livsform.
De indlemmede og de immune
I sci-fi-serien Pluribus bliver Jordens befolkning inficeret med en mystisk virus fra det ydre rum. Virussen gør ikke menneskene til ondsindede robotter eller glubske zombier, men føjer dem sammen i én stor kollektiv bevidsthed, hvor alle individuelle behov, ambitioner og præferencer er erstattet af lyksaligt arbejde i fællesskabets tjeneste. I serien følger vi en af de få immune jordboere – den nedtrykte forfatter Carol – som stædigt kæmper for ikke at blive opslugt af det nye, store vi, The Joined.
Seriens hive mind er blevet tolket som en metafor for alt fra kunstig intelligens og coronapandemien til kommunisme og wokeness, men for mig var det en anden streng, der blev slået an. Pluribus’ fortælling om de immune og de indlemmede hjalp mig med at forstå, hvor underlig en oplevelse det er at få børn. Det ændrer ikke bare rammerne for ens liv, det skubber én over i en anden evolutionær bane og forvandler én til et grundlæggende anderledes væsen.
SOM TEENAGER VAR JEG overbevist om, at jeg ikke ville have børn. Det virkede åbenlyst, at omkostningerne oversteg gevinsterne, og spædbørn appellerede ikke til mig overhovedet. Første gang, jeg husker at have holdt en baby, var til en sammenkomst i min kærestes familie, hvor en velmenende kusine resolut rakte mig sin lille søn. Jeg kunne dårligt takke nej og bar rundt på det glade, rundkindede drengebarn i, hvad der føltes som en time. Bagefter var jeg fuldstændig øm i armene og skuldrene, jeg må have spændt hver en muskel i min krop af angst for at tabe ham. Hvis babyudlånet var et forsøg på at vække en slumrende skrukhed, virkede det ikke.
Min interesse for spædbørn forblev minimal, men da jeg nåede slutningen af 20erne, var der alligevel noget, der ændrede sig. Tanken om, at min kæreste og jeg kunne kreere nyt, fælles liv ud af ingenting, virkede alligevel for vild og mageløs til, at man kunne lade være, og da ideen først var formuleret, gik det hurtigt. En nyfundet længsel voksede utålmodigt frem, og som 30-årig fik jeg mit første barn.
LÆNGE FORSVOR JEG, at det at få et barn havde gjort mig til et andet menneske. Kærligheden til mit barn var ny og overvældende og beskyttelsestrangen heftig, men jeg havde ikke forvandlet mig til noget selvopofrende moderdyr, mit ego var ikke opløst i en total babysymbiose. Jeg var stadig grundlæggende den samme person, sagde jeg til mig selv og andre.
Men måske er det ikke helt sandt. For selvom jeg ligner mig selv, og mine præferencer og personlighedstræk er nogenlunde de samme, så er der noget, der har ændret sig: At få børn har med tiden gjort mig ude af stand til at forestille mig et meningsfuldt og lykkeligt liv uden børn.
Jeg bliver ikke forarget, når andre fravælger forældreskabet, og jeg opfatter dem hverken som selvoptagede eller nogen, man bør have ondt af. Men jeg har en fornemmelse af, at de tilhører en anden art, en livsform, som forstår verden på en fundamentalt anderledes måde. Jeg er blevet en del af The Joined, de er de immune.
I PLURIBUS FORSØGER DEN smukke og sympatiske Zosia – som strategisk udvalgt repræsentant for The Joined – at overbevise Carol om at lade sig opsluge af den fælles bevidsthed. Zosia argumenterer for, at eftersom hun har prøvet både at leve som individ og en del af the hive mind, så er hun i stand til objektivt at vurdere, hvad der er at foretrække.
Et lignende argument kan man høre fra folk med børn. »Før jeg fik børn, troede jeg, jeg levede et fuldt og lykkeligt liv, men når jeg kigger tilbage nu, kan jeg se, at der manglede noget.« Men jeg tror ikke, det er sådan, det fungerer. Når først man har bevæget sig om på den anden side, kan man ikke længere se livet uden børn med ubesmittede øjne.
Jeg er ikke den første, der har funderet over det eksistentielt absurde i beslutningen om at få børn. Den amerikanske filosofiprofessor Laurie Paul har, med udgangspunkt i sin egen oplevelse af at blive forælder, udarbejdet en teori om transformative oplevelser.
For at illustrere sin pointe foreslår Laurie Paul, at man forestiller sig, at man får et tilbud om at blive vampyr. Man har visse informationer om vampyrlivet – det varer evigt, man drikker blod, man kan flyve – men man kan ikke vide, hvordan det er at være vampyr. Og spørger man en vampyr, om den er glad for at være vampyr, vil den svare på basis af værdier og præferencer, som ikke eksisterede før forvandlingen.
På samme måde, siger Laurie Paul, er forældres vidnesbyrd ikke særlig relevant for den, der skal vælge børn til eller fra, for det er baseret på præferencer, som først blev indpodet, da de fik et barn.
I DISSE ÅR ER afgrunden mellem de immune og de indlemmede tydeligere end nogensinde. De globalt dalende fødselstal har ikke kun ført til en politisk debat om, hvordan man får folk til at sætte flere børn i verden, men også pustet ild i en mere personlig debat, hvor folk med og uden børn skændes om, hvem der lever de bedste liv.
Er man først blevet forælder, kan det være svært at forstå, at nogen vil vælge den oplevelse fra. Her bør man måske minde sig selv om, at selv familier med store børneflokke på et tidspunkt har valgt ikke at få et barn. Et valg, der i en vis forstand er mere radikalt, fordi det er truffet med en erfaring om, hvor meningsfuldt det føles at få et barn. Som forælder er man klar over, at når først barnet er der, vil man aldrig kunne forestille sig sin familie uden.
For mig var valget om at få et barn, trods et langt tilløb, i sidste ende simpelt; det samme var min beslutning om at få barn nummer to. Det var først med tanken om et tredje barn, at jeg blev eksistentielt forvirret. Jeg forsøgte at afveje pros and cons, jeg læste tråde på Reddit og videnskabelige studier om, hvordan antallet af børn påvirker forældres parforhold.
I sidste ende er det umuligt at tage en rationel beslutning, argumenterer Laurie Paul. At spørge folk, om de fortryder at have fået børn, eller ikke at have fået børn, er i en vis forstand nyttesløst, for i virkeligheden handler det om at vælge, om man vil transformeres. I denne omgang tror jeg, jeg vil forblive uforvandlet.
Del:
