Fotograferet. Den totale sammensmeltning er en illusion, men en illusion, som mennesket vil gå langt for at opretholde. Mesterfotografen Diane Arbus gennemskuede dette og forsøgte alligevel at nærme sig verden gennem sin linse.
De grotesk umage og skummelt identiske
Diane Arbus, Couple eating, N.Y.C., 1956. © Art Gallery of Ontario. Gift of Sandra Simpson, 2016. The Estate of Diane Arbus Photography by Ian Lefebvre
Det første fotografi, der møder én, når man træder ind i udstillingen med den ædruelige titel Diane Arbus: Fotografier 1956-1971, er et selvportræt – udstillingens eneste. I modsætning til den amerikanske fotograf Vivian Maier, der i sine gadefotografier ofte søgte sin egen spejling eller lod sin skygge falde halvt drillende, halvt truende, ind over motivet, holdt Arbus sig helst uden for rammen. Det var i sidste ende de andre, hun var interesseret i.
Selvportrættet er taget i 1945, altså 11 år før hun med et symbolsk 1-tal (som et selvindstiftet år 0) nedkradset på et kontaktark beslutter sig for, at hun ikke længere er modefotograf, men kunstner i egen ret. På fotografiet ser vi en ung, gravid Arbus, nøgen, bortset fra et par praktiske underbukser, stå foran en seng med hovedet koket på skrå og den ene hånd løst lukket omkring stativet på det kamera, der i samme nu foreviger hende. Fotografiet er roligt og smukt, men også præget af foruroligende uoverensstemmelse mellem Arbus’ bedøvede ansigtsudtryk og maven, der strutter som et symbol på sundhed og den kontrakt, hun har indgået med fremtiden.
Del:
