Anmeldelse. Musicalen Natasja er rundt regnet alt det, som den afdøde dancehall-dronning Natasja Saad ikke var: velopdragen, unuanceret og blottet for at have noget på hjerte.
De danser på hendes grav
Der er noget forlorent ved hyldestdigte. Det er simpelthen lidt pinligt og ret kedeligt at høre om, hvor gode nogle var. Egentlig har jeg også tænkt, at det var et ret universelt synspunkt, men efter at have overværet musicalen Natasja tror jeg, at jeg kunne have en lang diskussion med holdet bag om værdien af en ukritisk hyldest.
For Natasja er – i det omfang man har fundet det nødvendigt at beklæde musikken med en historie for at kunne kalde forestillingen en musical – ren hyldest. Handlingen kan gengives ultrakort: Natasja er en ung brun musiker i Danmark, der battlerapper og går i Ungdomshuset, hun møder en uforstående musikbranche, men hun er heldigvis så god, at hun klarer sig alligevel – og så brækker hun hoften under sin uddannelse som jockey og kan godt lide at ryge hash. Alt sammen på rim, fordi rim minder lidt om rap, når det altså ikke som her minder mest om revy.
Del:
