Dantes parkeringshelvede

En kølig søndag inviterer beboerforeningen på Dantes Plads i København til en sørgeseance, hvor man, som det hedder i indbydelsen, kan »tage afsked med 23 bytræer«. Der vil være »jazz og fællessang«. Hvad går det ud på?

I seks år har pladsen, der ligger over for Glyptoteket klemt inde mellem Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard, været præget af, hvad man bedst kan kalde en finkulturel byrumsaktivistisk kamp, og fjenden hedder Q-park. Et parkeringsfirma, der i oktober måned efter over et årtis bypolitisk frem-og-tilbage fik den endelige tilladelse til at påbegynde opgravningen af pladsen og dermed også fjerne dens træer.

Således har man i dag, hvor en bleg decembersol falder på pladsen, og 80 lokale er mødt op, som en slags happening beklædt de 23 robinietræer med sorte sørgebind påtrykt røde kors.

Men det, der uafladeligt stjæler opmærksomheden, er Dante-statuen fra 2021 kaldet: Dante i dialog med det 21. århundrede – Fuck Q-Park. Lavet af den navnkundige Jens Galschiøt i en for de indblandede parter selvfølgelig sammenblanding af anledninger – Dante Alighieris 700-års dødsdag og beboerforeningens kamp imod parkeringskælderen – tager den sig ud på følgende måde: 

På jorden står fire menneskehøje bronzeversioner af Galschiøts berømte skulptur Den indre svinehund, og over dem svæver fire buster af Dante selv. I midten af denne firkantede konstruktion står så en græsk søjle med en meget stor fuckfinger ovenpå.

ELLER »FYFINGER«, som Jette Ingerslev, tidligere overlæge og formand for beboerforeningen, retter sig selv. Et eksempel på den ordentlighed, der hersker i netop dette oprør. Q-Park er blevet inviteret, men har ikke meldt tilbage. Ellers er her mange velholdte oilskinsjakker, mange bemærkelsesværdigt smukke læderhandsker og flere kendte ansigter. Skuespilleren Nicolas Bro bor her og har selv været aktiv i beboerforeningen. Og der er Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i København. Hun tager mikrofonen og tilkendegiver sin sympati. Hun minder om, at parkeringskælderen er vedtaget i et budgetforlig for mange år tilbage, men opfordrer til at kæmpe videre, og det fremtvinger tydeligvis en vis respekt. Den lokale operasanger Nikolaj Schiøtz Winding indleder således også den til lejligheden skrevne sang med en sidebemærkning til Barfod om, at hun ikke skal tage tredje vers alt for tungt. På melodien Juletræet med sin pynt, indledes det således: »Line Barfod vågn nu op/ kan du ikke sige stop?«

Nu synger den lokale jazzcrooner Jesper Brun Pajor julesange. Sidegevinsten ved den nu langstrakte fælles kamp har været et tættere naboskab. Rejsebureauet på hjørnet hjælper til. Restaurant Karla overfor har leveret drikkevarer og har, forklarer Ingerslev, lagt hus til godt 150 møder over de sidste seks år. Seneste nyt: Der er tegn på, at der bor flagermus på pladsen, og i så fald – det er virkelig noget, der får de fremmødte til at lugte blod – kan man klage til EU. Uanset hvad: Bulldozerne kan holde her i morgen, bliver der mindet om. Dømt ud fra stemningen – en for mig fremmed og interessant blanding af finkulturel ordentlighed og furiøs aktivistisk fyfinger-energi – kommer den her flok ikke til at flytte sig for dem.