Pssst! Hvad sker der inde i en togvogn på metrolinjen M1/M2, når strømmen går?

Da strømmen gik

I tunnelen mellem Kongens Nytorv og Nørreport Station sænker metroen pludselig farten. Togvognen ryster, og på et øjeblik standser toget helt. Vi sidder stille i tunnelens mørke, og alle passagererne reagerer med det samme. Flere tager en af deres AirPods ud og kigger op mod højtalerne, mens de venter på besked. Vi er på metrolinjen M2, der kører mellem Vanløse og Københavns Lufthavn, og fra højtalerne lyder meldingen: »Vi har ingen strøm på hele metrolinjen. Mere information følger.«

Klokken er omkring kvart i syv om aftenen midt i december, og toget er fyldt med mennesker. Indkøbsposer og rygsække flyder på gulvet, og de fleste er pakket ind i dynejakker og tykke halstørklæder. Bag mig trommer en ældre mand utålmodigt sin tommelfinger mod glasruden, og min sidemakker, en yngre kvinde på vej hjem fra sit arbejde som kok, begynder at tale med et ældre ægtepar, der også sidder i vores firemandsbås. Kvinden beklager sig: Hun har arbejdet siden klokken fem i morges og vil virkelig gerne hjem. 15 minutter senere holder vi stadig stille, og den første baby begynder at græde. Mange af de rejsende snakker, og fra højttalerne bliver den samme besked gentaget om og om igen, nogle gange med variationen, at alle passagerer skal finde en alternativ rute. »Det kan vi jo ikke,« mumler min sidemakker modvilligt, som en kommentar til meddelelsen. Hver gang meldingen lyder, går et kollektivt suk igennem togvognen.

Andre læser også