Danmarks nye landstræner er Brian Riemer, der har gået arbejdsløs siden sin fyring i den belgiske storklub Anderlecht i sidste måned. Den 46-årige træner har underskrevet en kontrakt med Dansk Boldspil-Union (DBU), der gælder til og med VM-slutrunden i USA, Canada og Mexico i sommeren 2026.

Man kan dårligt kalde ansættelsen for sensationel. Den nye landstræner er fagligt stærk og har international erfaring. Og så er han rørende billig i drift. I modsætning til allerede engagerede klubtrænere som Thomas Frank (Brentford), Jess Thorup (Augsburg), Bo Henriksen (Mainz) eller Brian Priske (Feyenoord), som DBU ville have været nødt til at købe fri, er det aldeles gratis at hyre Riemer, der er blevet vejet og fundet vægtigere end den seneste måneds landstrænervikar, Lars Knudsen.