Konservering. Italiens største virksomhed inden for grafisk konservering drives af en mand, for hvem bøgernes verden selv er lukket på grund af ordblindhed. »Men jeg elsker bøger alligevel,« fortæller Pietro Livi, der startede sin karriere i et munkekloster.

Bogdoktoren i Bologna

Pietro Livi med »den gule undervandsbåd«, det store frysetørringsanlæg, hvor uvurderlige dokumenter fra oversvømmelser bliver reddet fra at gå i forrådnelse. En del af virksomheden tager sig også af traditionel restaurering og konservering af gamle skrifter og bøger, et håndværk, Livi selv lærte i et munkekloster. Frati & Livi

BOLOGNA – Da Pietro Livi gik ud af teknisk gymnasium i Bologna, rykkede han direkte i kloster. Ikke for at afgive evige løfter og blive munk. Men havde man et brændende ønske om at lære at restaurere og konservere gamle bøger og dokumenter, så var der ikke ret mange andre muligheder i Italien i første halvdel af 80erne. Desuden var hans onkel munk i en gren af benediktinerordenen, som gennem århundreder havde specialiseret sig i konservering af skrifter. På den måde endte det med, at unge Pietro, som selv var søn af en bankfunktionær og måske skulle have været bancario som flere af sine søskende, hvis ikke han havde været ordblind, kom i lære hos brødrene i de bløde bakkedrag sydøst for Bologna, hvor Posletten møder Appenniner-bjergene.

»Jeg fik lov at tage hjem på weekend. Men når jeg var i klostret i løbet af ugen, var det betingelsen, at jeg levede som brødrene. Det var ora et labora, »bed og arbejd«. Det gik der tre år med. For andre ville det måske have føltes som et fængsel. Jeg husker det som en skøn tid, hvor en stor del af dagen foregik i absolut tavshed. En tavshed, som man herude kun oplever, når man sover, for ellers er du omgivet af lyde hele tiden, fra bilen, radioen, fjernsynet, telefonen. I klostret var tavsheden en ven. Det er rigtigt, at små problemer i tavsheden kan vokse sig større, end de er. Men det modsatte er også rigtigt. At du får tid til at tænke dig om og finder ud af, at der er en løsning til alle problemer,« fortæller Pietro Livi, som i mellemtiden er blevet 58.

mobr
(f. 1964) er journalist og forfatter. Morten blev uddannet på Journalisthøjskolen i Århus i 1991 og har tidligere arbejdet på Vestkysten, Jydske Tidende, Flensborg Avis og Berlingske Tidende, og han har som freelance journalist i Italien skrevet om italienske forhold til et væld af danske dagblade. Af bøger har han blandt andet skrevet Mafiaen kommer, om den italienske mafias fremrykken i Europa, Passione, om mad og mennesker i Italien, Mand af ære, om den afhoppede mafioso Claudio Samperi, Vejen til Napoli, en reportagebog fra Italien, samt bidraget til bogen Goethe i Italien, i selskab med Henrik Wivel og Jakob Levinsen.

Andre læser også