Jeg har, uden at italesætte det, afholdt mig fra at besøge Palads i nogle år, men mit ældste barn vil se Wicked 2, og Palads er den eneste biograf, der viser den i dag, så jeg er nødt til at se min frygt, som jo egentlig stammer fra en gammel afgrundsdyb kærlighed, i øjnene. Det er en formiddagsforestilling, vi står ude i kulden og venter på, at de store glasdøre bliver åbnet, mit barn har sin veninde med, og da dørene åbner sig, spæner børnene ind i den store forhal, hvor der ikke er andre mennesker til stede, end den ene medarbejder der lige lukkede os ind.

Da jeg selv var på mit barns alder, kom jeg her så ofte, jeg kunne slippe afsted med det. Der var altid fuldt af liv, fra det øjeblik jeg satte mine fødder på den røde løber, som fungerede som dørmåtte i indgangen. Jeg voksede op på Vesterbro, og min barndoms fantasiunivers udfoldede sig inden for en bermudatrekant bestående af tre bygninger. Herfra havde man næsten udsigt til de to andre, når man stod i den ene; Ripleys Believe it or Not, Tivoli og Palads.