Realityfjernsyn er blevet indbegrebet af mainstream, og det er – når man stopper op og tænker over det – ret overraskende. For få ting her i verden er mærkeligere.

Om det er bagekonkurrencer, datingprogrammer eller såkaldte docusoaps, man giver sig i kast med, tvinges man som seer til at acceptere en virkelighedskontrakt, der ganske enkelt sætter grænseskellene mellem fiktion og virkelighed ud af spil. Af samme grund har jeg ofte set mig nødsaget til at ty til billeder fra gysergenren og den gotiske litteratur for at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Reality er dobbeltgængernes melodrama; en skifting lagt i dokumentarens barneseng.