Bænkevarmer. Vestafrika er verdensfodboldens rugekasse, men det store VM-gennembrud lader stadig vente på sig.
Bliver det nogensinde Afrikas tur?

Sommetider kan ét moment i en fodboldkamp fortælle den store historie – og netop den følelse sad man med under Senegals VM-premiere mod Frankrig tirsdag i New Jersey. Vestafrikanerne, der mønstrer flere spillere fra Europas topklubber, spillede i den målløse første halvleg op med franskmændene og burde have taget føringen, da Nicolas Jackson sparkede på stolpen, hvorefter bolden rikochetterede tilbage på målmand Mike Maignans ben og let kunne være sprunget i mål.
Men i stedet gik opgøret Frankrigs vej. Kylian Mbappé scorede to mål, og mindst lige så god var offensivmakkeren Michael Olise, 2 af 14 spillere med vest- eller centralafrikanske aner i den franske VM-trup. Konklusionen på den franske 3-1-sejr var genkendelig. Senegaleserne var lige ved og næsten, men måtte se sig slået af den europæiske overmagt i et sportsligt ekko af fortidens kolonialisme. Og dermed står ikke bare Senegal, men hele Vestafrika nogenlunde samme sted, som man har stået i årtier: på sidelinjen.



