Efter sit sene sejrsmål mod Ecuador søndag i Philadelphia gjorde Elfenbenskystens indskiftede Amad Diallo klar til lidt kækt koketteri. I fuldt løb anlagde han et af de hovne ansigtsudtryk, vi kender fra klubfodboldens profiler – jeg er for cool til at vise glæde – men det blev heldigvis hurtigt spoleret. På få sekunder blev han overløbet af de lykkelige holdkammerater, overfaldet af reservespillere, der havde taget spurten ind på banen, og som slet ikke kunne fatte, at unge Diallo lige havde sikret ivorianerne en vital premieresejr ved VM.

Scenen er karakteristisk for denne slutrunde, som har fået en flyvende start. Ikke alene har de 16 foreløbige kampe budt på hele 46 scoringer, heraf flere fra distancen; der har tilmed været noget elementært frigørende over den samlede glædesrus. Borte er alle de indøvede, SoMe-egnede jubelscener, forstillelsen og de selvbevidste grimasser fra Premier League, La Liga, Champions League og hvad har vi, og tilbage er i stedet kun den udelte glæde.