Den 18. juni 2016 blev der sendt en klage fra den svenske ambassade i Rom til den norske ambassade. Den lød nogenlunde således: »Vi er meget skuffede over, at jeres praktikant under gårsdagens EM-kamp ikke holdt med Sverige, men Italien.« Praktikanten var mig.

Jeg havde som repræsentant for den norske ambassade deltaget i et arrangement med titlen Il calcio unisce – fodbolden forener – hjemme hos den svenske ambassadør. Kampen mellem Blågult og Gli Azzurri blev vist på storskærm, og det italienske public service-selskab RAI var mødt op og spurgte, hvorfor i alverden jeg som nordmand ikke holdt med Sverige. Med en vis portion selvironi fremhævede jeg nordmænds kulturelle mindreværdskomplekser og sagde noget i retning af, at Sverige jo har ABBA, Björn Borg og Zlatan, mens det eneste, vi i Norge kan prale af at have givet verden, er ostehøvlen. Desuden betragtede jeg Italien som mit andet hjemland. Da Italien vandt, jublede jeg med de tilstedeværende italienere. Og det irriterede åbenbart nogen i det svenske diplomatkorps så meget, at min chef næste morgen modtog en skriftlig klage fra det svenske udenrigsministerium over, at jeg, en nordmand, ikke havde holdt med Sverige.