Stedsans. Kvinder kan ikke blive store arkitekter, sagde Henning Larsen, da Dorte Mandrup arbejdede for ham. I dag leder Dorte Mandrup en af landets mest prisbelønnede og anvendte tegnestuer og har netop repræsenteret Danmark på biennalen i Venedig.
Arkitekten for det hele
Dorte Mandrup lyser op i rummet. Hun er høj og rank, klædt i sort, så hendes hår skinner som en lygte om ansigtet, der både har gode kinder, et levende blik og en mund, der gerne springer op i latter, så øjnene bliver smalle. I de seneste godt tyve år har hun været leder af sin egen tegnestue, der i dag har omtrent tres ansatte og ligger i en tidligere skofabrik inde i en gård på Vesterbro, hvor væggene er begyndt at bule udad, fordi der er for mange mennesker på lidt for lidt plads. Fællesskab er ellers et nøgleord for Mandrup. Som hun sagde, da jeg første gang talte med hende for ret præcis 16 år siden: »Jeg kan godt lide at være sammen med mange mennesker, fornemmelsen af at være en del af en gruppe, uden at man nødvendigvis kræver noget af hinanden.« Dengang hed hun stadig Dorte Mandrup-Poulsen og havde seks ansatte og en lille datter. Poulsen er siden røget i svinget, og nu er de altså over tres på Dorte Mandrups tegnestue.
På en af maj måneds rekordvarme dage, kort tid inden Dorte Mandrup skal rejse til Venedig for at præsentere sit bidrag til årets arkitekturbiennale, er stemningen let anspændt, for alle i det store arbejdsfællesskab kræver noget af hende. På tegnestuen rettes blikket mod Dorte Mandrup, så snart hun viser sig, og kan hun liige sige noget om nogle farveprøver, som skal være stemningsangivende for et ret stort projekt, der omfatter nogle ungdomsboliger i Brande og, og, og. Hun ser lidt trekantet ud i hovedet her i slutspurten og skifter nikotintyggegummi regelmæssigt. Hun kunne helt sikkert bruge en smøg, men hun er holdt op og styrer sig med noget af den disciplin, der har gjort, at hun i dag sidder med en imponerende buket af opgaver og et væld af priser og medaljer for allerede afleverede huse. Det er meget prestigiøst at være inviteret til at deltage i Venedig, hvor hele verdens øjne kigger ind ad vinduet til, hvad man formoder er både nutidens og fremtidens toneangivende arkitekter og arkitektur. Der er mange detaljer, der skal falde på plads, plus alle de projekter, som er ligeglade med, at hun skal til Venedig, og som repræsenterer deres egne udfordringer.
Del:
