Anonym ateist

Det tætteste, jeg har været på et egentligt trosforhold, var, da jeg sidste vinter mødtes regelmæssigt med en håndfuld andre midaldrende mænd og en enkelt kvinde. Hver mandag, onsdag og fredag klokken lidt i fem – i næsten to måneder – hængte vi pænt vores overfrakker i entreen, før vi trådte videre ind i det lyse, højloftede mødelokale.

Nogle var på knus, andre på håndtryk og atter andre på det hurtige slag med nakken, mange reserverede mænd foretrækker. Alle kom vi direkte fra arbejde. Jeg udviklede selv et særligt introsmil, bredt og småkunstigt, som for at understrege, at jeg var okay. Vi fordelte os ved et ovalt bord og småpludrede om børn og Premier League, før Behandleren bad om ordet og i rolig tone kundgjorde dagens program.