Overraskelsernes mand

En vis J. Tillman udsendte i 00erne otte album i en underspillet og sagtmodig singer/songwriter-stil. Solide uden at være prangende var det derfor en overraskelse, da han i 2012 under aliasset Father John Misty leverede det frodige og melodisk indbydende Fear Fun, efterfulgt af to mesterværker, det perfekte kærlighedsalbum I Love You, Honeybear (2015) og det finurlige Pure Comedy (2017). Her bevægede han sig i samarbejde med produceren Jonathan Wilson elegant ind på barokpoppens taktile område.