Den stolte pseudovidenskab

Danielle J. Lindemann er lektor i sociologi fra det amerikanske Lehigh University, og hendes tidligere værker har omhandlet mere traditionelle omend pikante sociologiske emner som pendlere og dominatrixer. Så hvordan kan det dog være, hun har skrevet en bog om realityfjernsyn? Det spørgsmål, kunne man sige, fylder alt for meget i True Story – What Reality TV Says About Us. Mere om det senere. Når jeg har set frem til bogen, er det, fordi jeg hylder forfatterens ambition: Vi bør i højere grad tage realityfjernsyn alvorligt. I 2018, minder hun os om, mødtes de to realitymoguler Donald Trump og Kim Kardashian i Det Ovale Værelse, Trumps kontor på det tidspunkt, for at tale om fængselsreformer. For tiden leder Volodymyr Zelenskyj, som er tidligere vinder af den ukrainske version af Vild med dans, forsvaret imod det russiske angreb på landet. Realityfjernsyn kan føles befriende upolitisk, alligevel synes dets former at have infiltreret den politiske verden. Spørgsmålet bør derfor ikke være, hvorvidt vi skal tage realityfjernsyn alvorligt, men derimod hvordan man overhovedet bærer sig ad med netop det.

Den amerikanske kritiker Emily Nussbaum har på rammende vis kaldt reality for »fjernsynets fjernsyn«. I dag, hvor tv-serien overgår filmen i ambition og prestige, udfylder reality rollen som såkaldt hjernedødt tidsfordriv. Det er den nye »tossekasse«, om man vil. Der er tale om en paraplybetegnelse, jeg tæller umiddelbart fire hovedgenrer: docu-soaps, konkurrencer, eksperimenter og forandringseventyr. Det kan nogle gange virke, som om disse kun forenes af det faktum, at der i udgangspunktet ikke ligger noget manuskript til grund for, hvad man ser, og så en fordring om, at det enkelte program ikke skal tages for alvorligt. Men ved at sidestille reality og sociologien ønsker Lindemann at skabe en form for osmose: Reality skal absorbere noget af sociologiens agt, og sociologien skal til gengæld blive sexet igen.