Anmeldelse: Souleymane’s Story. Boris Lojkines migrantdrama flirter med en uheldig tendens i den europæiske samtidsfilm, men i sidste ende viser franskmanden sig klogere end sine celebre instruktørkolleger.
Andre menneskers skæbne
Parallelt med de seneste års migrantstrømme har en tendens udviklet sig i 2020ernes europæiske film: hvide instruktører, der skildrer kontinentets papirløse afrikanske underklasse. Sidste år blandede italienske Matteo Garrone med vekslende held magisk realisme og brutal virkelighed i Io capitano, hvor to senegalesiske teenagere rejser fra Vestafrika til Italien. I 2022 lavede de engang så mesterlige Dardenne-brødre karrierens svageste film med Tori og Lokita, hvor en lille dreng og en teenagepige lever fra hånden til munden i en belgisk storby.
Problemet med begge film er, at migranternes kår er så hårrejsende, at man mærker gabet mellem dem og de velbjergede, udenforstående instruktører. De afrikanske fortællinger føles frem for alt som spektakulært dramatisk brændsel, og selv de bedste europæiske intentioner får et skær af noget snyltende og kynisk over sig.
Del:
