Viralt. Den sidste Jackass-film har haft premiere. Portræt af historiens måske dummeste tv-fænomen, der ikke desto mindre forandrede branchen for stedse.
Altid det dummest mulige
I begyndelsen af 2001 vædede en teenager i den amerikanske delstat Connecticut sine bukseben med benzin og satte ild til sig selv, og alle vidste med det samme, hvis skyld det var. Eller alle vidste i hvert fald hvor ideen kom fra, for kort forinden havde man på kabelkanalen MTV kunnet se en ung mand iklæde sig en dragt af bøffer for så at lægge sig op på en grill. Programmet hed Jackass, og det havde haft premiere i oktober året forinden. Her så vi en flok unge mænd, der havde fået den simple og dumme idé at udsætte sig selv for meget smertefulde og meget ulækre ting og optage det på film, og det var blevet en uhørt succes. Den altoverskyggende hovedperson, Johnny Knoxville, var på en nat gået fra at være arbejdsløs til at komme på forsiden af Rolling Stone Magazine, men nu begyndte meldingerne at rulle ind om såkaldte Jackass-skader, og Connecticut-senator Joe Lieberman – ham, der havde været vicepræsident i Al Gores kampagne – gik personligt ind i sagen og skrev et åbent brev til Viacom, der dengang ejede MTV, og bad om, at koncernen tog ansvar. »Det er selvfølgelig først og fremmest et forældreansvar,« skrev han. »Men med flere end 500 kanaler bliver det sværere og sværere for dem at overskue, og de har brug for jeres hjælp.«
Efter tre tumultariske sæsoner med enorme seertal, men hvor programmet også blev underlagt flere og flere reguleringsmekanismer for at imødekomme kritikken, valgte Jackass-holdet til sidst helt at forlade den lille skærm og fandt sig så til rette i filmmediet, der historisk set har haft et mere ukompliceret forhold til vold. Over årene er der kommet fem biograffilm – plus en længere række streamingfilm, der bestod af fraklip fra de andre – og nu skriver vi 2026, og den sidste Jackass-film med navnet Jackass: Best and Last har lige haft premiere.



