Tour – dag 18. Før løbets to afgørende alpeetaper er der opstået sprækker i UAE-holdets panser. Hverken Pogacar eller Del Toro kan bluffe sig til podiet i Paris, hvis de også er ramt.
Alt eller mindre
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Tour de France. Læs mere og tilmeld Dem her.
Med cykelsportens mere tvivlsomme historie, hvad angår ærlighed, kan det være fristende at gætte på, om der skulle være både ting og sager, som morgendagens mere insisterende sol kan kaste et helt nyt lys henover. I den dur var der en episode efter etapen i går, som måske afslørede mere i mol, end UAE-holdet havde håbet på. Sportsdirektør Matxin afviste kategorisk, at også Tim Wellens var ramt af den sygdom, der havde fået hans holdkammerat Brandon McNulty til at stå af undervejs på etapen, hvor Adam Yates, som i forvejen lignede et omvandrende koldsvedsangreb, igen kom i mål langt efter favoritterne.



