Fordi det snart er ti år siden, og fordi jeg ikke længere har særlig meget til fælles med hende, kan jeg godt have ondt af den unge kvinde, jeg var engang. På under et år havde hun mistet sin mor og været udsat for et seksuelt overgreb, og fordi hun fra sit klubværelse stort set havde udsigt til det sted, hvor overgrebet fandt sted, havde hun i sidste øjeblik besluttet sig for at styrte på udveksling, og fordi hun ikke havde tid til at tage den af mange universiteter påkrævede TOEFL-test, endte hun på Universitetet i Tel Aviv.

Mens hendes medstuderende på Journalisthøjskolen var begyndt at arbejde sig frem mod de første voksenjobs, spare op til de første forældrekøb og indlede det første seriøse parforhold, var hun optaget af én eneste ting: at få smerten til at gå væk, bare en smule. Og tænk sig, at hun lykkedes. Det var i Israel – og ved alle mulige tilfældigheders adkomst – at jeg endte med at læse Infinite Jest og blev (i mangel på bedre ord) trøstet, som jeg hverken er blevet det før eller siden af en bog.