Flokmentalitet. Gaslit vil afsøge alle kroge i det politiske klima, der muliggjorde Watergate-skandalen, men mister fokus i forsøget på at give det store billede.
Alle præsidentens fjolser
For 15 år siden havde Gaslit ikke været en miniserie i otte lange afsnit, men en biograffilm af to en halv times varighed. Årets Oscar-favorit, måske endda, baseret på de begivenheder, der ledte op til og fulgte den såkaldte Watergate-skandale i 1972, der skulle blive begyndelsen på enden for USAs daværende præsident Richard Nixon. Ingen ringere end Julia Roberts spiller med sydstatsaccent, ben i næsen og fynd og klem nok til alle hovedrollen som Martha Mitchell. Hustru til landets tidligere justitsminister John Mitchell, der nu er sat til at lede komiteen for præsidentens genvalg. Han spilles af en så godt som uigenkendelig Sean Penn, der til lejligheden er blevet udstyret med en protetisk dobbelthage og en ditto hårløs isse. Det bliver ikke mere Hollywood end det, og i dette tilfælde bliver det i flere hensyn også alt for meget.
Martha Mitchell er, som hun selv siger det, en sydstatskvinde, der aldrig holder op med at tale, og medierne elsker hende for det. At hun frekventerer talkshow-programmer og gerne taler over sig, tolereres af hendes mand og hans vennegruppe af cigaretpulsende republikanske magtmænd, lige indtil den dag, politiet afbryder et indbrud i det demokratiske hovedkvarter i Miami, og familiens tidligere sikkerhedsvagt er blandt de anholdte.
Del:
