Titanisk. En prægtig ny Balzac-filmatisering ser ligheder mellem vores og datidens medieverden.
En fortryllet parentes
Digteren Lucien Chardon kommer fra provinsen i Angoulême til lysenes rige i restaurationsperiodens Paris. Her hersker en fri, hedonistisk tidsånd i pausen mellem to slags censur. Lucien stiger op for siden at falde. Hans skaber, forfatteren Honoré de Balzac (1799-1850), har en hensigtserklæring: »Jeg tænker på dem, der skal finde noget i sig selv efter desillusionen.«
Illusions perdues (1837-43) er fællestitlen på tre romaner i Balzacs kolossale La Comédie humaine. Den instruktive fortælling om, hvor galt det går, hvis man svigter sine idealer, er skrevet mellem Far Goriot (1835) og Kurtisanerne: deres glans og elendighed (1838-47). De to titler har levet længst og stærkest uden for den frankofone sprogsfære.
Del: