Wakeupcall. Hvor går man hen, når ens helte og mentorer en efter en langsomt forsvinder fra denne verden? Søren Ulrik Thomsen mindes dem, der ikke længere er, og som han endnu har svært ved at give slip på.
Alene hjemme
Illustration: Simon Væth
En vintermorgen først på året blev jeg vækket af telefonen, der ringede i mørket. Det var Martin Krasnik, som fortalte, at Henrik Nordbrandt var død. »Vi er blevet alene hjemme,« sagde han og formulerede dermed præcist den følelse, som har gennemtrængt mig i de senere år, hvor der ikke går mange dage uden meddelelser om dødsfald blandt de mennesker, der har defineret det offentlige rum i min levetid.
Og det gælder såvel dem, som i forhold til min alder må kaldes forældregenerationen – for eksempel Klaus Rifbjerg, Inger Christensen, Jess Ørnsbo, Torben Brostrøm, Anders Bodelsen, Ole Jensen og Hans Hertel – som generationen af »storesøskende«, det vil sige dem, der er født omkring ti-femten år før mig og på hver deres meget forskellige måder kom til at tegne 60ernes opbrud: intellektuelle som Per Aage Brandt, Hans-Jørgen Schanz, Lars-Henrik Schmidt og Jesper Hoffmeyer, forfatterne Vita Andersen, Charlotte Strandgaard, Rolf Gjedsted og Flemming Røgilds, billedkunstnerne Ingvar Cronhammar, Jens Birkemose, Mogens Møller, Per Kirkeby og Peter Bonnén. Ja, og Povl Dissing, Anne Knudsen, Morten Sabroe, Trille, Tine Bryld og Ritt Bjerregaard ... Personer, jeg beundrede eller irriteredes over, gjorde oprør imod og ville anerkendes af, var kritisk over for eller skiftede opfattelse af, men som hver især og samlet set havde så stor betydning.
Del:
