Replik. Weekendavisens artikel kan vanskeligt læses som andet end et forsøg på at miskreditere og lukke vores forskningsgruppe.
Weekendavisen modsiger sig selv
I sidste uge forklarede Weekendavisens (WA) videnskabsredaktør, at avisen bliver ved med at skrive om os, fordi vores forskning er i offentlighedens interesse – ikke fordi man vil have os »ned med nakken«. Samtidig opstillede teksten en stråmand: at kritikken af WA skulle skyldes et ønske om at holde offentligheden ude af den videnskabelige debat.
Det har aldrig været vores synspunkt. Det er heller ikke det, man kan læse i de indlæg, som har kritiseret WAs dækning: De få indlæg, som WA har accepteret, kritiserer WAs ubalancerede fremstilling af vores gruppes forskning, blandt andet at en kendt faglig debat om p-værdier er gjort til et spørgsmål om redelig eller uredelig forskning.
