Forskerfejden. Verdens astronomer jublede, da rumteleskopet James Webb for nylig blev sendt ud i rummet. Teleskopets navn har derimod vakt mindre begejstring.
Webb eller woke?
I 2002 BESLUTTEDE NASA at navngive sit nye rumteleskop, som oprindeligt hed Next Generation Space Telescope, efter NASAs tidligere leder James Webb. Beslutningen blev truffet egenhændigt af NASAs daværende leder, Sean O’Keefe, som ville hylde Webbs lederskab af NASA under Apollo-programmet i 1960erne. O’Keefe forsøgte dermed at knytte et historisk bånd mellem James Webb-teleskopet og månelandingen i 1969, men beslutningen har vakt vrede blandt mange astronomer.
Problemet er ikke, som man måske skulle tro, at James Webb ikke var en berømt astronom som Edwin Hubble, der lagde navn til James Webb-teleskopets forgænger, Hubble-teleskopet. Det er særligt Webbs fortid som departementschef i USAs udenrigsministerium i perioden 1950-52, der vækker anstød. På dette tidspunkt i historien fandt en decideret udrensning af homoseksuelle fra offentlige embeder sted. Udrensningen var del af tidens »Lavender Scare«, altså lavendel-forskrækkelse, fordi bøsser dengang blev omtalt som lavendeldrenge. Den officielle baggrund var USAs sikkerhedslov fra 1947. Homoseksuelle blev nemlig set som nemme ofre for afpresning og dermed – akkurat som kommunister – en potentiel sikkerhedstrussel for statsapparatet.
Del: