Kort nyt. Vores naboplanet er tilsyneladende mere vulkansk aktiv, end vi troede.
Vulkanske Venus
Nyopdagede lavastrømme på Venus indikerer, at planetens geologi er mere levende, end hidtil antaget.
I et nyt studie har planetforskere med italienske Università d’Annunzio i spidsen genbesøgt data indsamlet i 1990-1992, da NASAs Magallan-sonde var i kredsløb om Venus og kortlagde 98 procent af planetens overflade ved hjælp af radarudstyr. Billederne fra dengang er stadig de mest detaljerede, der er taget af vores brandvarme nabo.
Venus er fyldt med vulkaner, men først sidste år kunne forskere fremvise direkte beviser på, at i hvert fald nogle af dem er levende. Også denne opdagelse bygger på data indsamlet af Magallan-sonden. Her kunne geofysikere fra University of Alaska Fairbanks præsentere opdagelsen af signifikante forandringer på Venus’ overflade nær en af planetens største vulkaner, Maat Mons. Forandringer, der ifølge forskerne skyldes vulkansk aktivitet.
Andre eksperter har dog efterlyst en endnu mere rygende pistol i form af beviser på en egentlig lavastrøm. Det har de nu fået.

I det nye studie har forskerne brugt moderne software til at kaste et friskt blik på nogle af de mange indsamlede data fra Magallan-missionen. Nærmere bestemt er der tale om den nordlige vulkan Sif Mons og en vældig slette mod øst, kendt som Niobe Planitia, der huser flere vulkanbjerge. Her har planetforskerne fundet tydelige lyse flodlignende pletter ved begge lokaliteter; et ifølge eksperterne umiskendeligt tegn på lavastrømme.
De nyopdagede områder er formentlig stadig aktive og bør ifølge forskerne være oplagte mål for fremtidige missioner til Venus, lyder det.
Nature Astronomy, 27. maj
Del: