Torsdag i sidste uge offentliggjorde et 400 mand stort team af fysikere i tidsskriftet Science, at de havde bestemt massen af den såkaldte W-partikel og fundet ud af, at den var en promille tungere end forudsagt af teorien. Det lyder måske ikke som nogen stor nyhed, men i en branche, hvor man er vant til at måle tingene med ekstrem nøjagtighed, kan selv en afvigelse på en promille være højdramatisk.

Den teoretiske værdi er nemlig beregnet ved hjælp af partikelfysikkens Standardmodel, og den har hidtil vist sig at være uhyre succesfuld og i stand til at beskrive alle de kendte partikler og deres vekselvirkninger. Desuden afviger den nye måling fra den teoretiske værdi med ikke mindre end syv standardafvigelser, hvilket betyder, at det nærmest er umuligt, at afvigelsen kan skyldes en tilfældighed. Så enten må der være en systematisk fejl i målingerne, eller også er der noget galt med Standardmodellen.