Kort nyt. Hovedskader kan aktivere slumrende virus i hjernen, der øger risikoen for at udvikle demens, indikerer ny forskning.
Vækket virus
Det bliver stadig mere tydeligt, at gentagne hovedskader og hjernerystelser hos sportsfolk som fodboldspillere og boksere øger risikoen for demens og andre neurodegenerative sygdomme.
Forskning på området har blandt andet fået det engelske fodboldforbund FA til at anbefale professionelle spillere at nøjes med maks. ti hårde hovedstød om ugen til træning.
En del af forklaringen på den øgede risiko kan ifølge ny forskning findes i virus, der lever i dvaletilstand i hjernen, men vækkes af hårdtpumpede fodbolde eller bokseslag.
I laboratoriet udsatte bioingeniører fra amerikanske Tufts University og britiske University of Oxford små samlinger af nerveceller, der fungerer som minimodeller af den menneskelige hjerne, for gentagne stød, som efterlignede en hjernerystelse. Nogle af organoiderne indeholdt nerveceller med herpesvirus HSV-1, der kan ligge i dvale i kroppens celler livet igennem, men pludselig aktiveres af stress eller sygdom. Tidligere forskning har vist, at netop HSV-1, der finder vej til hjernen, kan øge risikoen for blandt andet demens.

I det nye studie fandt forskerne, at de slumrende herpesvirusser blev vækket af de påførte slag, og at denne reaktivering medførte betændelse, opbygning af plak og dannelsen af tau-protein, der alt sammen kan skade hjerneceller og forringe hukommelsen.
Ifølge forskerne kan der trods studiets klare begrænsninger være god grund til at kigge nærmere på den mulige sammenhæng mellem hovedstød og -skader og opvakte virusser.
Science Signaling, 7. januar
Del:



