Jernalderen bliver kaldt et af de blodigste kapitler i Europas historie. Med jernet kunne man skabe mere holdbare våben end nogensinde før, og så kunne det tilmed udvindes nord for Alperne. Det blev især en gevinst for nordeuropæerne. Eller »barbarerne«, som romerne kaldte dem – dem, der i filmen Gladiator optræder som langhårede, voldsparate hulemænd iklædt tilfældige stykker skind og bevæbnet med et ukurant skrabsammen af våben.

»Jo længere væk man kommer fra Romerriget, jo mere barbarisk bliver de omtalt. Når vi kommer helt op nordpå, forestiller romerne sig, at der render menneskelignende fabeldyr rundt uden tøj og med hår på fødderne og kæmpestore ører, de brugte som dyne,« fortæller arkæolog Rasmus Birch Iversen.