En sommerdag for et par år siden kom Eske Vinther-Jensen kørende på Nørrebro med et barn på cyklen. Det var i de dage, hvor en let korpulent herre med sixpence yndede at besøge etnisk blandede kvarterer med en koran i hånden, som han med svingende held satte ild til. Også denne dag var der publikum og politieskorte på, da Rasmus Paludan udfoldede sit politiske gadeteater.

»Jeg stoppede op og kiggede på det. Der var Paludan og tre af hans medhjælpere, der råbte og fumlede med en koran. Der var politiet, der skulle beskytte ham. Og så var der flere gadeplansmedarbejdere i røde jakker, der havde ryggen til Paludan og opmærksomheden rettet mod en gruppe unge med minoritetsbaggrund, som de talte til ro og holdt fra at kaste med sten. Jeg tænkte; samfundet håndterer den slags problemer offline, så hvorfor findes der ikke digitale gadeplansmedarbejdere?«