Slutspurt. Danmarks største rummission, ASIM, går ind i sin sidste fase. Den skal blandt andet gøre spanske forskere klogere på, hvordan tordenvejr kan starte skovbrande.
Torden og lynild
Fra sit sæde i det høje på Den Internationale Rumstation, cirka 400 kilometer over Jordens overflade, har den danskledede rummission ASIM – Atmosphere-Space Interactions Monitor – i knap ni år kigget ned mod Jorden og studeret de lysfænomener, som tordenvejr udløser højt over skyerne, næsten helt ud i verdensrummet.
Deres tekniske betegnelse er »transiente lysfænomener«. På mere jævnt dansk kaldes de også kæmpelyn, og de kommer i mange varianter: Der er de såkaldte elvere – flade, lysende ringe, som kan måle op til omkring 400 kilometer i diameter. Der er de røde feer: store rødlige udladninger 50 til 90 kilometer over tordenskyerne. Og så er der de blå lyskegler kaldet blå jets, som skyder op fra toppen af tordenskyen mod stratosfæren.


