I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Mobiltelefoner udsender radiobølger, og derfor har der været frygt for, at det kan øge risikoen for hjernekræft, når vi taler i telefon og holder mobilen op til øret.

Det, vi ved nu

Der er ingen beviser for, at radiobølgerne påvirker vores sundhed eller risiko for at udvikle hjernekræft. Det viser et stort internationalt metastudie betalt af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der har undersøgt flere end 5.000 studier af forholdet mellem sundhed og brug af mobiltelefoner.

Studierne har fundet sted i perioden 1994-2022 og tæller både kortvarig udsættelse for mobilradiobølger og personer, der har brugt mobiltelefoner i mere end ti år.

Radiobølger fra trådløs teknologi udgør ikke en sundhedsfare for mennesker, viser stort metastudie. Foto: Mikel Bilbao, Scanpix
Radiobølger fra trådløs teknologi udgør ikke en sundhedsfare for mennesker, viser stort metastudie. Foto: Mikel Bilbao, Scanpix Mikel Bilbao/AP/Ritzau Scanpix

Uanset hvor ofte eller hvor længe en person har brugt sin mobil, viser studierne ingen tegn på, at radiobølgerne skulle påvirke udviklingen af nogen type af kræft i hoved-hals-regionen, konkluderer forskerne.

De studier, der indtil videre har peget på det modsatte, har primært været observationsstudier, hvor patienter skulle indberette, hvor ofte de brugte deres telefon. Resultaterne er imidlertid blevet mudret af, at flere personer, der fik hjernekræft, oplyste, at de brugte deres telefoner mere, end de faktisk gjorde.

Men …

Teknologien udvikler sig konstant, og smartphones bliver hele tiden mere avancerede, så det kan ikke udelukkes, at mobiler og anden trådløs teknologi på et tidspunkt vil udsende kraftigere radiobølger. maje

The Conversation, 3. september