Det hele begyndte i 1981, hvor fysikeren William Unruh i en kort artikel bemærkede, at der er en analogi mellem sorte huller og væske i bevægelse. I et sort hul er tyngdefeltet som bekendt så kraftigt, at lys ikke kan undslippe. Vi kan (endnu) ikke skabe sorte huller i et laboratorium, men, påpegede Unruh, vi kan måske lave en form for model af dem. Hvis en væske strømmer hurtigt nok, vil en lyd, der udsendes i væsken, blive fanget og suget med, på samme måde som tyngdekraften fanger lyset i et sort hul. Så i stedet for et sort hul, der fanger lys, får man et stumt hul, der fanger lyd.

Selvom der er forskel på de to situationer, er det grundlæggende den samme matematik, man bruger til at beskrive dem, og derfor burde eksperimenter med stumme huller kunne fortælle os noget om, hvordan sorte huller fungerer. Eller det var i det mindste tanken.