C. Thi Nguyen havde altid hadet sin usamarbejdsvillige krop. Skak, poker og strategispil var mere ham. Alligevel fulgte han en vens anbefaling og gav klatrevæggen i universitetets træningscenter en chance, og efter kort tid var han hooked. Kombinationen af de fysiske krav og den mentale øvelse i at udregne den optimale rute fik ham til at hænge i timevis på væggen.

Men inden længe fik hans klatring et nyt fokus. Han begyndte at jagte det højeste antal point på vejen mod toppen, og han overbeviste sig selv om, at formålet med anstrengelserne var at gennemføre sværere og sværere ruter. Den umiddelbare glæde, han først havde følt, blev erstattet af noget mere indædt og målrettet. Nguyen undrede sig over, hvordan det kunne ske så hurtigt.