I min familie plejede vi at putte fire mandler i risalamanden. En til hver. Så kunne alle få en mandelgave, ingen led nederlag, og alle var glade juleaften. Nu er min søster og jeg voksne, vi bliver ti til jul i år med børn og mænd og bedsteforældre, og vi er begyndt at diskutere det rette antal mandler. Ti er trods alt for mange. Men måske fem? Så er der en til hvert barn og én, de voksne kan slås om.

Vi er ikke de eneste, der fifler med udformningen af konkurrencer. Det gør skolelærere og idrætstrænere også, for det er en stærk kraft, man slipper løs, når man opfordrer til kappestrid, og uanset om det gælder risalamande, fodbold eller klassens bedste danske stil, rejser konkurrencen de samme spørgsmål: Skal børn lære at tabe? Eller er det vigtigere, at alle har det sjovt, og ingen bliver kede af det?