I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Store, tunge stjerner ender deres dage med at eksplodere i en supernova. Det har været gængs viden i astrofysikken. En stjerne skal have cirka otte gange mere masse end Solen eller mere for at gå ud med et brag. De rigtig store stjerneknald kan overstråle en hel galakse med flere milliarder stjerner i. Stjernen kollapser under sin egen vægt og presser kernen sammen til en neutronstjerne eller, hvis stjernens masse er tilstrækkelig stor, til et sort hul. Det sender en chokbølge gennem stjernens indre, som sprænger skallen af og slynger farvestrålende skyer af gas og metaller ud i verdensrummet.

Det, vi ved nu

Men hvis en stjerne er rigtig tung, kan den sove stille ind uden brag og blitz. Astrofysikere har længe arbejdet med en teori om, at nogle stjerner er så tunge, at kollapset er totalt, når de dør. Der presses simpelthen så meget masse ind i kernen, at en chokbølge ikke kan slippe ud. I stedet synker stjernen ned i et sort hul. Det kan forklare, hvorfor astronomer nogle gange ser stjerner, som pludselig forsvinder.

Teorien har nu fået de hidtil stærkeste beviser fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Her har en gruppe astrofysikere studeret det binære stjernesystem VFTS 243, som består af et sort hul og en stor stjerne, der kredser om hinanden lige uden for Mælkevejen. 

Illustration af stjernesystemet VFTS 243. Illustration: ESO/L. Calçada, Scanpix
Illustration af stjernesystemet VFTS 243. Illustration: ESO/L. Calçada, Scanpix

Selvom der er et sort hul, kunne forskerne ikke finde spor efter en supernovaeksplosion. Samtidig kredser det sorte hul og stjernen om hinanden i en næsten perfekt cirkel, hvilket tyder på, at der ikke har været en eksplosion til at give det sorte hul et spark, som ville ændre dets bane.

Men ...

Forskerne fra Københavns Universitet peger på VFTS 243 som den hidtil bedste case til at efterprøve teorien om stjerner, som kollapser totalt og uden eksplosion. Men samtidig understreger de, at stadig mere teoretisk forskning indikerer, at de tunge stjerner ikke altid kollapser totalt. En stjernes rotation om sig selv og dens kredsløb omkring en anden stjerne kan betyde, at stjernen i sin dødedans kan tabe noget af sin masse og dermed ikke have nok til at kollapse fuldstændigt.

Physical review letters, 9. maj

Københavns Universitet, 21. maj