Når tv-vært og bagestjerne Tobias Hamann siger, at han har solgt sin sjæl, er der grund til at tro på ham. 234.000 mennesker følger ham på Instagram, og den pagt, der altid er mellem en influencer og hans følgere, kan godt have noget djævelsk over sig: Lad os se hele dit liv og mærke alle dine følelser. Så vil du få uendelige mængder opmærksomhed og anerkendelse til gengæld.

I sin nye bog Influenza beskriver Tobias Hamann, hvor langt han er gået for at leve op til sin del af aftalen: Han har søgt arbejdstilladelse til sin etårige søn og købt Meta-briller, så drengen ikke opdager det, når han bliver filmet. Nu sidder Hamann tilbage med en tom følelse i kroppen og kan ikke længere mærke sig selv: Influencerlivet har gjort ham syg, fortæller han til Politiken, mens han laver promoveringsvideoer for sin nye bog.