I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden. Denne uge har vi set nærmere på søvn.

Det, vi troede, vi vidste

Videnskaben har opgjort den optimale søvn til at være mellem syv og ni timer hver nat. Sover man mindre eller mere end det, risikerer man at få demens og andre hjernesygdomme, lyder det igen og igen – man risikerer endda, at hjernen skrumper på sigt.

Det, vi ved nu

Men ifølge et nyt studie er der knap så gode grunde til at bekymre sig. Det viser den hidtil største analyse af data fra hjernescanninger, foretaget af en gruppe forskere under ledelse af professor i neurologi Anders Fjell fra Oslo Universitet.

»Hvis du føler dig træt hele dagen, så sover du sandsynligvis for lidt, og det kan have negative konsekvenser,« siger Fjell til New Scientist. »Men så længe du har det godt i løbet af dagen, ville jeg ikke bekymre mig om, hvorvidt din søvn er på seks, syv eller otte timer.«

Nej, hjernen skrumper ikke af for lidt søvn, siger professor i neurologi på baggrund af nyt studie.
Nej, hjernen skrumper ikke af for lidt søvn, siger professor i neurologi på baggrund af nyt studie. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Fjell og kollegerne har anvendt hjernens volumen som en proxy for hjernens helbred. Og den indledende analyse af data fra i alt 47.000 mennesker viser, at der faktisk er en sammenhæng mellem at have en lille hjerne og sove mindre. Men til gengæld viser resultaterne også, at de, der har den største hjerne, i gennemsnit kun sover 6,5 timer om dagen.

Fjell mener, at sammenhængen mellem kort tids søvn og en lille hjerne kan forklares med, at en lille hjerne forkorter søvnen – og ikke omvendt. Det stemmer i hvert fald overens med et andet led i undersøgelsen, siger han. Data fra over 4.000 mennesker fulgt i 11 år viser nemlig ingen tegn på en korrelation mellem søvnens varighed og en skrumpende hjerne over tid.

Men …

På trods af de nye resultater holder nogle forskere dog fast i anbefalingen om syv til ni timers søvn. Blandt dem er Matthew Walker fra University of California, Berkeley, som i sine egne søvnstudier anvender neurondensitet – antallet af neuroner pr. kvadratcentimeter i hjernen – som et parameter for sundhed. Det giver et mere retvisende billede end hjernens samlede volumen, siger han til New Scientist. 

Nature Human Behavior, 5. oktober

New Scientist, 30. oktober