Falsificeret. Enebørn er hverken mere ensomme eller dårligere til at få venner end børn med søskende.
Sociale enebørn
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Da enebørn vokser op uden søskende, tilbringer de meget tid alene. Det kan gøre dem mere ensomme, ligesom de får sværere ved at udvikle sociale færdigheder og få venner. Sådan har et klassisk ræsonnement ofte lydt.
Det, vi ved nu
Men i en artikel ser videnskabsmagasinet New Scientist på en række myter om enebørn, og det viser sig, at de faktisk føler sig mindre ensomme end andre børn.
Et kinesisk forskningsprojekt, der er publiceret i tidsskriftet American Journal of Orthopsychiatry, har undersøgt sagen i en serie studier foretaget i seks kinesiske byer.

Det ene slår fast, at der hersker en myte i samfundet, særligt blandt voksne med søskende, om, at enebørn er mere ensomme end børn med søskende. De andre studier i projektet undersøger, om myten passer, og her når forskerne frem til, at enebørn i teenagealderen både føler sig mindre ensomme og sjældnere ensomme end børn med søskende.
Årsagen kan være, at enebørn tilbringer mere tid med deres forældre, eller at de ganske enkelt er mere vant til at være alene, fordi de er vokset op uden at være omgivet af andre børn i hjemmet, vurderer forskerne.
Enebørn er heller ikke dårligere til at få venner. Det viser et amerikansk studie fra Ohio State University, der undersøgte 13.500 folkeskolebørn. Børnene blev bedt om at nævne ti venner, og her kunne forskerne se, at enebørn lige så ofte stod på børnenes liste over venner som børn med søskende.
Men …
Skønt enebørn ikke er mere ensomme, tilbringer de markant mindre tid med deres familie end børn med søskende, viser et amerikansk studie fra 2012. maje
New Scientist, 7. august
Del:



