Forspring. Nej, lillebrødre er ikke specielt rebelske og storesøstre ej særligt irriterende. Placeringen i søskenderækken påvirker ikke vores personlighed, men har alligevel betydning for det liv, vi får.
Den der kommer først
Uanset om man elsker eller hader dem, er ingen mere oplagt at sammenligne sig med end sine søskende. Vi analyserer hierarkiet og forklarer alskens særheder med nummeret i flokken: Typisk storesøster, udpræget mellembarn, en rigtig lillebror. Har man ingen søskende, må dét være forklaringen: klassisk enebarn.
Siden psykologiens barndom har man stridslystent debatteret, hvorvidt den førstefødte har en anden personlighed end de næste i rækken. Allerede Freud (førstefødt) skændtes med sin kollega Alfred Adler (nummer to) om, hvorvidt første- eller andenfødte havde flest psykiske problemer, og debatten fortsatte lystigt ind i det nye årtusind. Men i 2015 kunne to personlighedspsykologer i en leder i det fornemme videnskabelige tidsskrift PNAS erklære debatten om søskendeposition og personlighed for lukket én gang for alle. Uanset hvor grundigt man granskede de store datasæt, lod der ikke til at være nogen nævneværdig forskel på førstefødte og småsøskende.
Del: