Forskerklumme. Er matematik videnskab eller kunst? Det er blevet flittigt debatteret igennem historien.
Skønheden ved et godt argument
For et par år siden blev jeg spurgt, om jeg ville skrive et bidrag til en bog om Forskningens skønhed. Tanken var at sætte ord på bevæggrunde for at følge særlige spor i forskningen, og den helt elementære glæde det er at forske. Min første instinktive reaktion var rent sanselig: stemninger, billeder, lugte og lyde, før jeg satte ord eller tanker på emnet. Selvom mit felt er analytisk, og det er den rationelle og stringente tankegang, der styrer det endelige resultat, er forskningsprocessen en kreativ rodebunke af mere eller mindre gode ideer, fyldt med små skridt af sejre og nederlag, indsigter og frustrationer.
Matematik har altid fascineret mig. Fra jeg var helt lille, elskede jeg at få opgaver. Der var ingen større fryd end at kæmpe med et problem, angribe det fra alle mulige og umulige vinkler og at føle rusen, når løsningen røbede sig.
Del: