I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

I århundreder har biologer klassificeret arter efter deres udseende, og dyr, der ligner hinanden i form, farve eller anatomi, blev regnet for samme art.

Senere opdagede man imidlertid, at nogle dyr kunne se ens ud, men alligevel ikke værre i stand til at parre sig med hinanden. Fænomenet fik navnet kryptiske arter. Med moderne dna-analyser viste det sig, at skjulte forskelle fandtes i mange dyregrupper, og at biodiversiteten derfor måtte være større, end de officielle tal viste.

Men fundene var spredte, og fænomenets udbredelse forblev uklar.

To dyr, der ligner hinanden, tilhører ikke nødvendigvis samme art. Foto: Adobe Stock
To dyr, der ligner hinanden, tilhører ikke nødvendigvis samme art. Foto: Adobe Stock

Det, vi ved nu

Nu har to biologer fra University of Arizona forsøgt at give et samlet svar. Efter at have gennemgået hundredvis af studier af hvirveldyr, fra fisk og padder til fugle og pattedyr, konkluderer de, at kryptiske arter findes på tværs af næsten alle undersøgte grupper. I gennemsnit rummer hver morfologisk defineret art omkring to genetisk adskilte linjer.

Det tyder på, at evolutionen ikke nødvendigvis efterlader synlige spor. Populationer kan blive genetisk isolerede og udvikle sig hver for sig uden at ændre deres ydre nævneværdigt. Stabilt miljø, ens levevis eller stærkt selektionspres kan fastholde samme form, selvom den evolutionære historie deler sig.

Konsekvenserne er betydelige, for hvis mange arter skjuler sig under samme navn, kan Jordens samlede biodiversitet være stærkt undervurderet. Arter kan forsvinde uden at blive opdaget, og naturbeskyttelse kan hvile på et misvisende billede af livets mangfoldighed.

Men …

Resultatet rejser også et grundlæggende spørgsmål om, hvad en art egentlig er. Biologien har ingen entydig definition af en art, og grænsen mellem variation og artsdannelse er ikke skarp. Alt efter om man lægger vægt på reproduktiv isolation, altså at to grupper ikke længere kan få frugtbart afkom med hinanden, genetiske forskelle eller evolutionær historie, får man forskellige svar.

Studiet peger dermed ikke kun på større biodiversitet, men også på en mere kompleks og skjult natur.

Jens Olaf Pepke Pedersen

Proceedings of the Royal Society B, 4. februar