Arkæologiske fund viser, at vores forfædre har interesseret sig for krystaller, længe før vi begyndte at bruge dem som smykker. Faktisk har menneskeslægten samlet krystaller i mindst 780.000 år, selvom de tilsyneladende ikke blev brugt til noget. Spørgsmålet er derfor: Hvad gjorde dem så attraktive?

Det giver et nyt, spansk studie i tidsskriftet Frontiers in Psychology et bud på. Fremfor at studere historiske fund har forskere fra Donostia International Physics Center undersøgt chimpansers reaktion på krystaller for at finde ud af, om fascinationen med stenene skyldes gener eller adfærd, vi deler med aberne. De brugte chimpanser fra et center, der tager sig af sårede primater, i Spanien.

Mennesket er ikke den eneste art, der er optaget af smukke krystaller. Foto: Luis Gandarillas, Scanpix
Mennesket er ikke den eneste art, der er optaget af smukke krystaller. Foto: Luis Gandarillas, Scanpix

Først lagde forskerne en stor krystal ved siden af en almindelig sten i samme størrelse i reservatet. Til at begynde med fandt aberne begge sten interessante, men der gik ikke længe, før de foretrak krystallen. De vendte og drejede den, holdt den op foran øjnene og studerede den fra forskellige vinkler. En af dem tog krystallen med til sit soveområde.

I et andet forsøg skulle aberne finde små krystaller blandt runde sten. På få sekunder separerede de krystallerne fra småstenene, og selv da forskerne blandede sten, der ikke var runde, i bunken, samlede chimpanserne kun krystallerne.

Forskerne peger på, at krystallernes klare overflader og skarpe linjer kan have gjort dem fascinerende hos aberne såvel som vores forfædre. Naturen er domineret af bløde former og buede linjer, og derfor skiller krystaller sig ud som noget helt særligt, siger de.

Frontiers in Psychology, 4. marts