Kort nyt. Vindmøller dræber op mod 1,5 millioner flagermus hvert år i USA. Det kan være en trussel mod bestanden, mener forskere.
Roterende trussel
I USA er 18,7 millioner flagermus døde efter at være kollideret med en vindmølle. Sådan lyder estimatet fra et nyt studie fra regeringsorganet Fort Collins Science Center. Her har forskere udregnet antallet ved at se på monitoreringsrapporter fra 499 vindmøller overalt i USA i perioden 1981-2024. Dødsfaldene er kun blevet hyppigere, i takt med at USA har opført flere vindmøller, hvor landet har fordoblet sin vindenergi i perioden 2014-23. Siden 2021 har flere end 1,5 millioner flagermus ladet livet hvert år i sammenstødet med et rotorblad.
I studiet, som er udgivet i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, går forskerne så langt som til at give vindmøller dele af skylden for, at den overordnede flagermusbestand er dalende i hele USA. De sammenligner truslen fra vindmøller med sygdommen white-nose syndrome, en dødelig svampevirus, der i den grad er til fare for de flyvende pattedyr.

Der findes flere end 40 arter af flagermus i USA, og cirka halvdelen af dem er i risiko for at uddø inden for de næste 15 år. Studiet viser, at det dog primært er fire arter af flagermus, der har tendens til at flyve ind i vindmøller, og ingen af dem er truede. Alligevel anbefaler forskerne, at deres data bruges til at forbedre vindmøllers design og placering, så risikoen for kollision reduceres.
I Danmark er flagermus totalfredede, og også her er forskere opmærksomme på vindmøllernes trussel mod dyrearten.
Proceedings of the National Academy of Sciences, 26. oktober



