I seks hele dage har studerende håndhævet en blokade af Institut for Psykologi på Københavns Universitet. De hængte hjemmelavede bannere på instituttets ydermure. »FORDI VI IKKE VIL VÆRE DÅRLIGE PSYKOLOGER« og »HER MÅ ALDRIG BLIVE MENNESKETOMT«, stod der med blokbogstaver på hvide klæder. Men hvad vil det egentlig sige, at de frygter, der er ved at blive mennesketomt i psykologien?

Striden handler om de kommende psykologers pensum. Elvira Hallengren, som er psykologistuderende og deltog i blokadegruppen, forklarer, at budskabet var rettet mod områder af psykologien, der arbejder med eksperimentelle og kvantitative metoder. Det gælder eksempelvis kognitionspsykologien og neuropsykologien, der vinder stadig større udbredelse, også internationalt set. Men de studerende mener ikke, de kan afdække den menneskelige psyke fyldestgørende.